Af Flemming Schreiber Pedersen, Hårby

Beretningen om fundet af et enestående, unikt romansk kalkmaleri i Veng Kirke

Da Nationalmuseets kalkmalerieksperter for et par år siden gik i gang med at restaurere Veng Kirkes kalkmaleriskat, var det ikke første gang, der blev foretaget undersøgelser af kirkens billeder.

Den navnkundige arkæolog J. J. A. Worsaae - ham, vi skylder opdelingen af forhistorisk tid i perioder og opdagelsen af køkkenmøddingens betydning for vor viden om fortiden - aflagde i begyndelsen af 1860'erne flere besøg i kirken. Hans interesse var blevet vakt, efter at han havde set kirkearkitekten og arkæologen, J. Kornerups nye gennemtegning af kirken og talt med ham om hans iagttagelser.

Worsaae kunne konstatere, at der i felterne i korets vægge var rester af billeder af apostlene, og at der på bagvæggen i apsisrundingen var "malt en Christus i kolossal Størrelse, siddende på en Trone og trædende på Jordkuglen. Han er omgiven af en Regnbue, og tvende Personer knæle ned for ham og omfavne hans Fødder".

Worsaae opdagede flere billeder i Jesustronens omgivelser, og da kirkearkitekten, professor H. B. Storck i 1892 sammen med sin kollega, kalkmalerieksperten, professor J. Magnus-Petersen gik i gang med en gennemgribende restaurering af kirken, så endnu flere spor og rester af billeder dagens lys. Den kontroversielle professor Storck forslog da - sin vane tro - at lade billederne i kor og apsis opmale efter de spor, Worsaae og Magnus-Petersen havde fundet. Storcks store planer, som også omfattede en tilbageføring af kirkerummet til dets oprindelige udformning, blev imidlertid efter et langvarigt tovtrækkeri underkendt af menigheden, der ikke ønskede så voldsomme forandringer af kirken - og sikkert også fandt projektet for dyrt.

Mens diskussionen om Storcks omfattende restaureringsplan stod på, måtte menigheden finde sig i at se på de mange forhugninger af kirkens vægge, som professor Magnus-Petersen havde lavet i sin jagt på kirkens gamle billeder. I 1895 havde man fået nok af det, og besluttede fylde hullerne ud og at kalke de fundne billedrester over igen.

12 år efter "billedstormen" konstaterede professor Chr. Axel Jensen efter en ny besigtigelse, at et lille billede - en passerroset på søndre hvælvkappe i søndre sidebygning - var i så god stand, at det kunne befries fra sit kalkdække. Rosetten har siden da været det eneste afdækkede kalkmaleri i Veng Kirke. Det sengotiske billede stammer fra omkring 1490 og er meget karakteristisk for sin tid; dets motiv er et antal stjerner, dannet af seks blade, indenfor en dobbeltramme, hvoraf den ydre har siksakornament; farverne er rødbrun, grå og hvid.

Den seneste undersøgelse af kalkmalerierne og konservatorholdet bag den

I forbindelse med den gennemgribende istandsættelse af Veng Kirke, der gik i gang i sommeren 2003, var lejligheden også kommet til at gå kirkens skjulte billedskat efter på ny.

Konservator Kirsten Trampedach, som leder Kalkmalerisektionen under Nationalmuseets Kirkekonsulentfunktion, har forestået dette arbejde. Hun har på baggrund af sin egen minutiøse gennemgang af kirkerummet udarbejdet arbejdsplanerne for den praktiske del af restaureringen af kalkmalerierne. Den har været lagt i hænderne på konserveringstekniker Lise Thillemann, som til at hjælpe sig har haft en tysk kollega, Katrin Pagenhardt; hun afviklede med arbejdet i Veng Kirke sin praktik i forbindelse med sin uddannelse på konservatorskolen i Köln.

En anden kollega til Lise Thillemann, Karen Henningsen, tog sig af istandsættelsen af det gamle romanske alterbord.

Uddannelsen til konservator foregår i Danmark på Det Kongelige Danske Kunstakademis Konservatorskole, som har flere linier, her iblandt en helt ny - Monumentalkunst, som er opdelt i specialerne: kalkmalerier, store skulpturer, facader, sten og murværk; det er den linie, Lise Thillemann har fulgt i sin uddannelse.

Selve uddannelsen består af to hoveddele, en treårig bachelordel og en toårig overbygning, således at den samlede uddannelse svarer til en akademisk kandidatuddannelse. Lise Thillemann har afsluttet uddannelsens bachelordel og er nu konserveringstekniker; efter afslutningen af overbygningsdelen kan hun kalde sig konservator.

Det er således et hold af meget kvalificerede kendere af de gamle mestre, der har gennemgået kirkens kalkmalerier, og deres arbejde har da også føjet mange nye detaljer til den viden, tidligere undersøgelser har givet os om billederne. Og frem for alt fremdrog de det fine billedbånd, der fra nu af vil være Veng Kirkes måske fornemste smykke - og glæde alle, der har ærinde i kirken.

Med hundrede års forsinkelse

På tribunbuen - buen, som adskiller kor og apsis, og som derfor også ofte benævnes apsisbuen - gjorde Kirsten Trampedach dette - det mest spektakulære fund under sine undersøgelser. Der viste sig under det beskyttende kalklag at være gemt et romansk kalkmaleri, som ingen af de tidligere undersøgelser har påvist, og som heller ikke ses omtalt i nogen kilde til kirkens historie - det vil sige, at det meget vel kan stamme helt tilbage fra kirkens bygningsår.

Der knytter sig en lille morsom historie til den ovenfor omtalte undersøgelse af kirkens billeder, professor J. Magnus-Petersens undersøgelse i august 1892: Professoren havde fundet farverester på tribunbuens søjler og på kapitælerne, og nu ville han også godt undersøge tribunbuens flade, hvorfor han bad om at få opstillet et stillads for at kunne komme tæt på buefladen. Da det åbenbart ikke var muligt at få fat på et stillads, måtte Magnus-Petersen lade sig nøje med en stige, fra hvis øverste trin han så beskuede den noget fjerne tribunbues underside. Naturligvis fandt professoren under de omstændigheder ikke noget opsigtsvækkende på tribunbuen.

Det er svært at frigøre sig fra den tanke, at det kan have være professor H. B. Stork, den hovedansvarlige for kirkens istandsættelse, der - i sin iver for at fremme sine egne, meget vidtgående restaureringsplaner - så at sige sparkede stilladset væk under sin kollega og derved afstedkom, at der kom til at gå endnu godt et århundrede, før det skulle lykkes at afsløre kalklagets hemmelighed. En lille sød hævn for professor Stork i sin himmel for det bitre nederlag, han måtte lide, da menighedsrådet afviste hans vidtløftige restaureringsplaner?

Hvad kalklaget gemte

Kirsten Trampedach blev hurtigt efter de første slag med den skarpe afdækningshammer klar over, at der her var tale om et kalkmaleri af en helt enestående karakter; billederne stod jo næsten, som da de blev skabt, og de var ikke senere blevet genrestaurerede eller opmalede. Der er indtil nu ikke i Danmark fundet så gamle kalkmalerier i deres helt oprindelige form og med så fornemme motiver, figurer og detaljer. Altså måtte Lise Thillemann under restaureringsarbejdet gøre brug af de finere redskaber, skalpellerne, og det var sandelig interessante ting, der viste sig, efterhånden som de skarpe knive fik bugt med det dækkende kalklag..

Billedbåndet består af et rankeslyng med et kantbånd på hver side. Rankeornamentet er malet i en brunlig farve og fremtræder på en lyserød bund. Ranken har små udløbere, som ender i skiftevis et trekløverblad, et hjerteformet blad og en bægerblomst. Kantbåndet er gult ind imod rankeslynget og rødt på ydersiden. Der ses rester af fine detaljemalinger og der er lagt flere lag maling oven på hinanden, hvilket er karakteristisk for det romanske kalkmaleri. I de felter, der opstår ved rankens slyngninger, er der malet dyre- og menneskefigurer.

Fra tribunbuens top er der ned ad buens flade mod syd frilagt 140 centimeter af billedbåndet med i alt seks felter. 

I det første felt, øverst oppe i buens top, ses en menneskeskikkelse, som kravler på alle fire og bevæger sig mod nord. Kroppens okkergule farve skal måske illudere nøgenhed. Om skikkelsen slynger sig en bladstængel med et kløverblad og et hjerteformet blad.

I det andet felt ses en knap så tydelig figur med samme slyngende bladstængel med blade.

I det tredje felt er malet en fornem fugl med langt næb og nedadbøjet hoved med prydfjer. Fuglen løfter sit ene ben lidt op, og halsen, der er lang og smal, har en elegant krumning; det er måske en trane. Fuglens farve er brunlig med spor af okker.

I det fjerde felt ses en oprejst, menneskelignende figur, der er i bevægelse og har front mod korrummet. Figuren har sat det ene ben foran det andet, og armene er strakt frem, som om den bærer på noget. Figuren er påklædt og bærer måske en kort kofte. På kroppen er der spor af gul og rød farve, mens hænderne er okkergule.

I det femte felt synes der at ligge en løve med sin hale slynget op foran kroppen; da hovedet er trekantet med to store øjne, kan der måske også være tale om en ugle. Der anes rød farve. I dette felt ses også halen af en fugl, måske en paradisfugl, hvis udbredte vinger rækker ind i det følgende felt.

I det sjette felt springer et dyr, der kan være en hund op imod den muligvis flyvende fugl. Hunden er anspændt og har en bred bringe i forhold til sin bagkrop. På dyrets krop ses rester af rød okker og af hvid farve med blå farvespor; der kan her være tale om den kostbare lapis lazuli.

Mod nord er der ned ad buens flade delvist frilagt et lidt kortere stykke af billedbåndet med i alt fem felter, og billederne på dette stykke er ikke helt så mangfoldige og identificerbare, som på billedbåndets sydvendte stykke.

I det andet felt (efter det fælles felt 1 - den kravlende menneskeskikkelse i buens top) kan billedet forestille en fugl med udbredte vinger; fuglen er brunfarvet. Der ses en tydelig plantestængel med bægerblomst, en knop med bægerblade.

I det tredje felt er malet en fugl med grøn krop; der anes lyserød undermaling. Der ses også her et tydeligt planteslyng.

Det fjerde felt kan ikke tydes, og det gælder også det femte felt.

Med dyb indsigt i de gamle mestres kunst, med fine redskaber, med masser af lagret kulekalk og sand og med håndværksmæssig snilde har Lise Thillemann nu frilagt og restaureret dette enestående budskab fra en fjern tid, og det smukke billedbånd kan i dag nydes, beundres og studeres af besøgende i Veng Kirke.

Den første artikel om kalkmalerierne blev bragt i "Sognet", nummer 101; en tredje artikel, som vil omhandle de øvrige kalkmalerifund, der blev gjort under kirkens restaurering, vil blive bragt i et kommende nummer af "Sognet".